Ceci n'est pas un titre

Berøring og besjæling kan vel komme ud på ét

Sun, 19 May 2013 19:49:00 -0400

En dråbe falder fra hans hår, han tænker: Er det det liv, der venter mig?

Han mødte mennesker i nat. Berømtheder, lyder det sagte i hans stille sind. Han smilede; han nikkede ad deres historier, ad deres forklaringer; grinede højlydt ad deres vulgære og upassende vittigheder. Grinede, fordi de var morsomme, og han i virkeligheden også bare var vulgær og upassende. Så kunne han da lige så godt smelte sammen med, ind i, disse rammer.

Han tænker:
Jeg sidder ved et træbord, kigger ud ad et vindue, ud mod verden, der altid vil være et vindue væk. Han vil altid være et vindue væk fra virkeligheden.
Dét tænker han, og han er stolt af den refleksion og abstraktion, han kan finde i enhver handling. Det gør ham til mere end en skøge, for de ved ikke, at han dømmer dem, banker hamren i bordet i takt til hvert et stød.

Han mødte svedende berømtheder i nat, og lod dem tro, at han var en sart blomst, en lotus. Det forsøgte han i hvert fald at lade dem tro, kiggende kostbart bort, skuende - snart ind i et hæsligt, omtåget ansigt, snart ind i et behåret mandebryst.
Han lod dem befamle ham, til han mistede følelsen i balderne… og i livet, velsagtens, men det gjorde ikke noget, for når blot de dog ville røre ved ham. Når blot de ville røre ved ham, så han kunne ignorere deres berøringer, rynke på næsen ad deres tilnærmelser. Han befandt sig midt i en bevægelig menneskemængde, men han så forbi enhver person.
Når så en utrættelig, havde gramset nok, ville han sende et kælent smil - eller antydningen af et - i dennes retning. Lade ham vide, at han vidste, at det var ham, og at han bare skulle fortsætte. Derefter var han ikke længere herre over sin egen krop - men lod sig blot rive med af strømmen; af sved, af sæd, af savl. I et sug, gav han slip, lod sig åbne, fri entré, læg venligst overtøjet i garderoben.

Han tænker:
Jeg blev forløst i nat. Forrevet, fortærret i nat. Forelsket i nat.
Ikke i ham, der borede sig vej igennem mig, så jeg deltes i to. Men i ham, der understod sig i at lade være med at røre ved min åbne krop. I ham, der smilede. I ham, jeg vendte mig fra.

Om at dele duft

Sun, 19 May 2013 19:26:46 -0400

Jeg bærer den t-shirt, jeg fik af dig, med en sart stolthed. Jeg går hverken med hævet bryst eller unaturligt rank ryg, jeg råber ikke op, gør mig ikke til. Den er meget mere subtil, stoltheden. Nærmest umærkelig. For jeg forandrer mig ikke nok til at folk får øje på det. Det sker kun ganske sjældent, at nogen opdager det, i hvert fald, og det ender altid i akavet forlegenhed:
- Du virker anderledes
- Nå…
- Jamen, det gør du altså!
- Okay.
Det er ikke meningen, de skal få øje på det, på den stolthed, jeg føler. Hvis det var det, var jeg taget til frisør. Når man tager til frisør forventer man, at folk lægger mærke til metamorforsen. Man lyser op i salighed, når nogen kommenterer udfaldet, og kan ikke lade være med at blive en anelse skuffet, hvis denne nogen ikke gjorde det. Nej, jeg har været hos frisør, det har jeg ikke råd til for tiden. Jeg har ganske enkelt iført mig din gamle, slidte t-shirt.

Den er falmet, men ikke på en grim måde, den minder mig om dig. Trætheden i dit blik klæder dig trods alt. Og den stemme ville ikke være din, hvis ikke den var rusten. Nogle gange næsten lydløs. Denne falmethed er ikke slående, det er ikke, fordi du ligefrem ligner en hjemløs i overbevisende grad. Men for din alder, forekommer du at være udslidt - også selvom det kun er lidt. Ja, du er træt, virker i hvert fald sådan, og jeg ved ikke hvorfor denne træthed tiltaler mig.

Når vi taler, føler jeg mig så underligt uerfaren, selvom også jeg har oplevet min del. Ting, som ligger ligeså langt væk fra din virkelighed, som dine oplevelser og dit liv ligger fra min. Måske er det netop, fordi vore virkeligheder er så langt fra hinanden, at jeg opstemmes så meget af det venskab, der er vores. Fordi vore forskelligheder egentligt burde have gjort det umuligt for os overhovedet at mødes over de utallige kopper kaffe, vi i tidens løb har gjort kål på. Når jeg nogle gange, efter sådan en kop kaffe, ligger underligt åndeløs på min seng, stirrende op i loftet, tænker jeg også over, hvorfor vi overhovedet er venner. Hvorfor er vi det?
Måske er det håbet om, at du en dag bliver for træt. Så træt, at du falder i selv, og blidt lader hovedet falde ned på min skulder. Eller mit bryst, over hjertet.

Mest af alt, er det duften af dig, der forhindrer mig i at smide t-shirten ud, og i stedet insisterer op at bære den. Jeg føler, at det gør os tættere; vi deler duft. Er det det samme du tænker, når du ruller mit halstørklæde om din hals, din blege hals?
Men, snart vil din duft være erstattet af min egen, det mindste spor af dig vil være borte (med blæsten). Eller også er det mig, der er borte - uden at vide det erstattet af dit væsen, din essens.

Nej, jeg mister ikke mig selv. Til den tid vil du for længst være glemt.

Standardsæder med guf-billetter! Vi er glade i #biografen til...

Mon, 13 May 2013 13:33:50 -0400

Standardsæder med guf-billetter! Vi er glade i #biografen til en hård omgang socialrealisme #nordvest

Det er dine hænders fine linjer

Mon, 13 May 2013 12:05:00 -0400

Dit ansigt er ikke andet end en tæt tåge i min hullede hukommelse, selvom jeg dog har på fornemmelsen, at jeg ikke beskuede det uden et vist velbehag. Men når jeg forsøger at genkalde mig din frisure, øjenfarve eller hovedfacon, så kommer jeg til kort, og må hurtigt give op. Når jeg alligevel ihærdigt forsøger, opstår disse sorte huller, jeg instinktivt, måske, udfylder således, at du påfaldende nok ligner et sammenkog af alle de tiltrækkende mænd, jeg nogensinde har set; summen af mit begær - perfekt, ufejlbarlig, upersonlig. Som en falmet marmorstatue af Adonis, er dine træk smukke, dine proportioner nøje afmålt, ja, men dine øjne ikke andet end tomme og hvide felter.

Hvad var det du hed? Troels et eller andet? Eller var det Markus? Jeg kan ærligt talt ikke huske det. Og de emner, vi samtalede os vej igennem, står lige så klart i min erindring, som detaljerne fra det forbipasserende landskab i motorvejsgrøften. Vi kom fra A til B, men rejsen er et sandt miskmask af antydninger, anelser, fornemmelser. For eksempel, mener jeg, at vi talte om dit arbejde. Jeg mener, at vi lo ad semisjove vittigheder. Måske smilte vi endog til hinanden uden at sige noget. Men jeg ejer ikke skyggen af sikkerhed, det kunne lige så godt bare være noget, jeg havde drømt. Du er, når nu jeg tænker over det, ikke andet end en skygge, mørk og mystisk, uden navn og identitet.

Men dét, dine hænder rørte ved, ja, det er helt en anden sag. Det lyser så klart for mit indre øje, at jeg nærmest blændes. Som stjernebilleder, kan alle dine berøringspunkter forbinde aftenen, så den i det mindste i nogen grad er sammenhængende, og ikke bare fritflyvende fragmenter; så den i det mindste faktisk skete, og ikke bare lige så godt kunne være et tankefoster eller en fjern forestilling. Glasset, ølflaskens hals, mobiltelefonen, bordkanten, dine læber. Din hals. Som om der udgik en eller anden sart form for magi fra dine elegante og lange fingre, malede de alt det, de rørte ved, så jeg, som i de der malerbøger for børn, med en streg kunne forbinde de nummerede punkter. Men når jeg betragter det færdige motiv, er det fremmed for mig, og jeg kan slet ikke føle samme glæde, som hver af de små lysende punkter gav mig. Jeg kan slet ikke genkende det billede, jeg møjsommeligt har tegnet, og punkterne synes mig at være fuldstændigt ulogisk forbundne. Nøjagtigt som ligheden mellem Cetus og et havuhyre må tildeles en ikke ubetydelig mængde fantasi, kan jeg slet ikke finde hoved og hale – eller øjne og næse – i dét, der skulle være dit ansigt. Jeg kan kun konstatere at punkterne kan forbindes. Punkternes orden er dog kun baseret på gisninger.

Ja, du lagde tilsyneladende ikke mærke til det, men der udspillede sig lidt af en romance på tværs af bordet; ovre på min side kælede mine øjne for dine hænder. Selv når jeg spillede kostbar og slog blikket ned eller så samtalepartnere i øjnene, befandt de sig konstant i mit synsfelt, dine hænder. Selv når jeg blot fornemmede dem i periferien, greb de hårdt fast om min opmærksomhed, og ville ikke give slip. Som om mit blik og dine hænder var forbundne af en line, der sørgede for at de aldrig var for langt fra hinanden og mistede kontakten.

Det er dine hænders fine linjer; håndleddets charmerende, fængslende bule. Det er dine blodårers blå, labyrintiske konturer lige under huden; senerne, der får skyggerne til at danse på din hånryg og ned langs underarmen, når dine fingre balancerer på glassets kant. Måden hvorpå glasset synes at svæve over din hud, når du holder det og fører det op til din mund. Måden hvorpå dine fingre er så naturlige i deres kurvede afslappethed. Når de bare hviler på bordet eller hænger løst ned langs siden, forekommer det, at rejsen fra skulder til fingerspids ingen ende vil tage, men bare fortsætter ud i det uendelige punkt, der er din negls æg.

Det er dine hænder, der overrækker mig visheden om vores møde. Disse hænder, der farver og gør virkeligheden til et faktum. Det er disse hænder, jeg længes efter. Enhver partikel i min krop skriger efter blot en enkelt berøring fra disse hænder. Sentis ergo sum. Du føler, derfor er jeg.

Jenny, darling, you’re my best friendBut there’s a...

Sat, 11 May 2013 08:40:09 -0400

Jenny, darling, you’re my best friend
But there’s a few things that you don’t know of…..

Årets første chill’n’grill. Mit rundbold und alles. ...

Thu, 09 May 2013 13:10:21 -0400

Årets første chill’n’grill. Mit rundbold und alles. #frifreshfly #yolo

Haven

Mon, 06 May 2013 15:03:00 -0400

Skal vi ikke få lidt jord under neglene og plante nogle træer eller blomster eller bær? Lade solen riste vore nøgne skuldre, mens vi graver i staude- eller rosenbedene, svedende, for at gøre plads til den fine, nye blomst, du har taget med hjem fra planteskolen?
“De havde faktisk ikke rigtigt noget, jeg ville ha’”. Og du lader let mundvigen glide ind i de folder, jeg bedst kan lide; et sagte smil, eller måske nærmere antydningen af ét.
“Men, jeg kunne ikke lade være med at tage noget med hjem.” Ud af bagagerummet på bilen, hiver du potteplanterne ud, som du lige har købt. Du rækker mig et par stykker. “Jeg vil gerne have plantet dem i dag”. Så smækker du rummet i, og jeg følger dig ned i haven.

Jeg ved ikke, hvorfor dit haveprojekt fascinerer mig så meget. Faktisk, havde jeg aldrig i mit liv plantet noget som helst, før jeg mødte dig. Nu graver jeg jævnligt huller til dine kære planter, fylder dem med vand, så jorden fugtes ordentligt igennem, inden den skal tage imod en ny logerende. Havearbejde sagde mig ikke det mindste, men nu er mine fingre så grønne, som bøgebladene.Jeg slog kun græs, når jeg blev bedt om det, ikke gratis, vel at mærke. Måske havde jeg svært ved tanken om, at man egentligt foregiver at kunne tæmme naturen - anlægge små fine bede, hvor intet slår rødder, der ikke har fået lov. Jeg syntes velsagtens, det var en morbid tanke. Mest af alt, fordi det er umuligt, og havearbejdet aldrig ender; der vil altid være et skvadderkål eller en mælkebøtte, der er til gene og skal hives op. Men man kan aldrig hive alt med, og der vil altså altid være lige akkurat nok til, at problemet igen vil opstå. Det er en evig kamp, man aldrig kan vinde, fordi man er oppe mod kræfter, man slet ikke kan overskue. Så hvorfor overhovedet gå ind i den?

Men så, den første sommer vi delte, lettede jeg blikket fra en eller anden modernistisk roman, og fikserede det på dig, knælende foran dine elskede vibeæg, og hvad du ellers har dernede, i færd med at løsne ukrudtet fra jorden, Du rejste dig, fattede greben, og stak den ned, trampede dernæst på den med en fod, så du kunne vende jorden, løfte den op, og gøre den fri for ubudne gæster. Måske var det den ihærdighed, der så tydeligt skinnede fra dig. Måske var det dine overarmes konturer i strålerne fra den stegende sol. Det er også ligemeget, hvad det var. Jeg lagde i hvert fald min bog fra mig og gik resolut ned til dig.

Skal vi få jord under neglene og plante jordbær?...

Mon, 06 May 2013 04:54:42 -0400

Skal vi få jord under neglene og plante jordbær? #semigjegergartner #jordbær #plante #naturenernice

Bastet by xxfromneptune

Sun, 05 May 2013 12:16:30 -0400

Bastet by xxfromneptune

artchipel: Sayaka Maruyama | on Tumblr - Sakura (2012)

Sat, 04 May 2013 08:11:47 -0400

artchipel:

Sayaka Maruyama | on Tumblr - Sakura (2012)

artchipel: Sayaka Maruyama | on Tumblr - Sakura (2012)

Sat, 04 May 2013 08:11:30 -0400

artchipel:

Sayaka Maruyama | on Tumblr - Sakura (2012)

artchipel: Sayaka Maruyama | on Tumblr - Sakura, April (2012)

Sat, 04 May 2013 08:11:18 -0400

artchipel:

Sayaka Maruyama | on Tumblr - Sakura, April (2012)

artchipel: Tumblr Artist Sayaka Maruyama | on Tumblr (b.1983,...

Sat, 04 May 2013 08:11:06 -0400

artchipel:

Tumblr Artist

Sayaka Maruyama | on Tumblr (b.1983, Japan/Netherlands) - Sakura (2012)

Sayaka Maruyama was born in Japan and moved to Holland with her family at age of 12. That 3-year-stay in different culture influenced her in many ways especially in terms of art education. Her practice traverses the mediums of photography, film, drawings, installation and performance. Drawing on classical Japanese references and Surrealist motifs, her work explores contradictory contemporary understandings of Japanese notions of beauty, from both Western and Eastern perspectives. Maruyama has exhibited widely in London and Tokyo, and her images have been published in several renowned periodicals. Please visit artist’s website or follow her Tumblr for more work.

[more Sayaka Maruyama | artists found at ruineshumaines]

Se, dèt er litteratur! Og så har den oven i købet et lækkert...

Thu, 02 May 2013 16:37:11 -0400

Se, dèt er litteratur! Og så har den oven i købet et lækkert omslag! #litteratur #book #vladimirnabokov #lolita #deterfedtatværelitterær

Forårsstemning

Thu, 02 May 2013 03:20:00 -0400

Når solens stråler skyder ind ad vinduet og forvandler støvkorn til dansende feer på vej derhen, hvor vinden blæser, tænker jeg på, om de mon vil fortælle mig, hvor jeg er på vej hen. Nærmest hånligt, danser de videre uden at hellige mig en eneste gestus. Når jeg langer ud efter dem, slynges de blot omkring og forbi min hånd, så jeg ikke kan gribe dem. Det er som at hvirvle op i sandbunden i klart vand. Jeg mister overblikket.

Jeg sad under bøgen i går, hvis små sylespidse skud borede sig ind i foråret og varmen, og latteren fra alle de mennesker, der i små enklaver sad og sank dybere ned i hinandens samvær og nærvær. De borede sig gennem mine yderste lag, skuddene, skød mig og viste ingen nåde; enhver flig af vintermørket sloges itu, så min hud kunne lade sig slikke af solens blide tunge uden skrupler. Det kriblede i mine kinder, og jeg måtte lukke mine øjne, for helt at hengive mig til den romance, solen havde besluttet sig for at overstrø os alle med. Jo, det var et sandt orgie. Alle sad vi, opstemte, berusede, ekstatiske.

Dér, under bøgen, under solen, følte jeg mig som en anden romantisk poet, gammeldags og naiv. Som en kliché af værste skuffe, klingende hult og forudsigeligt, søgende de samme gamle glansbilleder. I det mindste af det da en søgen, tænkte jeg, og kunne i det øjeblik ikke være mere ligeglad med altings opbyggelighed og nedbrydelighed.

derangedbrilliance: Me. I agree!

Wed, 01 May 2013 05:52:00 -0400

derangedbrilliance:

Me.

I agree!

Se, min sovepartner Fandus. #elefant #swag #livspartner...

Mon, 29 Apr 2013 18:13:12 -0400

Se, min sovepartner Fandus. #elefant #swag #livspartner #hvemgidermennesker

Se, min yndlingsarbejdsplads. #studiestuen #odense #studieliv

Sun, 28 Apr 2013 06:11:38 -0400

Se, min yndlingsarbejdsplads. #studiestuen #odense #studieliv

allesandersen: Frederick William Burton (1816-1900) - Hellelil...

Mon, 22 Apr 2013 17:17:45 -0400

allesandersen:

Frederick William Burton (1816-1900) - Hellelil and Hildebrand, the Meeting on the Turret Stairs.

1864, watercolour and gouache on paper.

Rullegardiner

Fri, 19 Apr 2013 18:55:00 -0400

Over mine vinduer hænger rullegardinerne med stjerner på. Det var først, da jeg havde fastmonteret dem, at det gik op for mig, hvor fastmonteret jeg selv var. Alt for sent, opdagede jeg, at disse stjerner var ubevægelige og aldrig ville begynde at skyde og derved gennemhulle og udhule mit legeme, indtil der til sidst ikke var mere tilbage end mine ønsker. Når stjernerne skyder, må du jo ønske. Men tro ikke, at stjernerne blot skyder vådeskud. Det er stjernekrig, deroppe, og de skyder til måls. Tænk sig, hvis du var målet.

Alligevel, bliver jeg ved med at rulle ned for de virkelige stjerner, og finder til stadighed tryghed i mine rullegardiners meterlange stjernehimle. For tænk nu, hvis jeg rullede op igen, og der ikke var andet end et stort uendeligt mørke. Tænk nu, hvis jeg rullede op, og stjernerne ikke funklede og blinkede til mig, men var gemt af vejen af et evigt skyproducerende frontsystem. Det oftest ved fronten, der findes flest ofre.