Det er dine hænders fine linjer
Dit ansigt er ikke andet end en tæt tåge i min hullede hukommelse, selvom jeg dog har på fornemmelsen, at jeg ikke beskuede det uden et vist velbehag. Men når jeg forsøger at genkalde mig din frisure, øjenfarve eller hovedfacon, så kommer jeg til kort, og må hurtigt give op. Når jeg alligevel ihærdigt forsøger, opstår disse sorte huller, jeg instinktivt, måske, udfylder således, at du påfaldende nok ligner et sammenkog af alle de tiltrækkende mænd, jeg nogensinde har set; summen af mit begær - perfekt, ufejlbarlig, upersonlig. Som en falmet marmorstatue af Adonis, er dine træk smukke, dine proportioner nøje afmålt, ja, men dine øjne ikke andet end tomme og hvide felter.
Hvad var det du hed? Troels et eller andet? Eller var det Markus? Jeg kan ærligt talt ikke huske det. Og de emner, vi samtalede os vej igennem, står lige så klart i min erindring, som detaljerne fra det forbipasserende landskab i motorvejsgrøften. Vi kom fra A til B, men rejsen er et sandt miskmask af antydninger, anelser, fornemmelser. For eksempel, mener jeg, at vi talte om dit arbejde. Jeg mener, at vi lo ad semisjove vittigheder. Måske smilte vi endog til hinanden uden at sige noget. Men jeg ejer ikke skyggen af sikkerhed, det kunne lige så godt bare være noget, jeg havde drømt. Du er, når nu jeg tænker over det, ikke andet end en skygge, mørk og mystisk, uden navn og identitet.
Men dét, dine hænder rørte ved, ja, det er helt en anden sag. Det lyser så klart for mit indre øje, at jeg nærmest blændes. Som stjernebilleder, kan alle dine berøringspunkter forbinde aftenen, så den i det mindste i nogen grad er sammenhængende, og ikke bare fritflyvende fragmenter; så den i det mindste faktisk skete, og ikke bare lige så godt kunne være et tankefoster eller en fjern forestilling. Glasset, ølflaskens hals, mobiltelefonen, bordkanten, dine læber. Din hals. Som om der udgik en eller anden sart form for magi fra dine elegante og lange fingre, malede de alt det, de rørte ved, så jeg, som i de der malerbøger for børn, med en streg kunne forbinde de nummerede punkter. Men når jeg betragter det færdige motiv, er det fremmed for mig, og jeg kan slet ikke føle samme glæde, som hver af de små lysende punkter gav mig. Jeg kan slet ikke genkende det billede, jeg møjsommeligt har tegnet, og punkterne synes mig at være fuldstændigt ulogisk forbundne. Nøjagtigt som ligheden mellem Cetus og et havuhyre må tildeles en ikke ubetydelig mængde fantasi, kan jeg slet ikke finde hoved og hale – eller øjne og næse – i dét, der skulle være dit ansigt. Jeg kan kun konstatere at punkterne kan forbindes. Punkternes orden er dog kun baseret på gisninger.
Ja, du lagde tilsyneladende ikke mærke til det, men der udspillede sig lidt af en romance på tværs af bordet; ovre på min side kælede mine øjne for dine hænder. Selv når jeg spillede kostbar og slog blikket ned eller så samtalepartnere i øjnene, befandt de sig konstant i mit synsfelt, dine hænder. Selv når jeg blot fornemmede dem i periferien, greb de hårdt fast om min opmærksomhed, og ville ikke give slip. Som om mit blik og dine hænder var forbundne af en line, der sørgede for at de aldrig var for langt fra hinanden og mistede kontakten.
Det er dine hænders fine linjer; håndleddets charmerende, fængslende bule. Det er dine blodårers blå, labyrintiske konturer lige under huden; senerne, der får skyggerne til at danse på din hånryg og ned langs underarmen, når dine fingre balancerer på glassets kant. Måden hvorpå glasset synes at svæve over din hud, når du holder det og fører det op til din mund. Måden hvorpå dine fingre er så naturlige i deres kurvede afslappethed. Når de bare hviler på bordet eller hænger løst ned langs siden, forekommer det, at rejsen fra skulder til fingerspids ingen ende vil tage, men bare fortsætter ud i det uendelige punkt, der er din negls æg.
Det er dine hænder, der overrækker mig visheden om vores møde. Disse hænder, der farver og gør virkeligheden til et faktum. Det er disse hænder, jeg længes efter. Enhver partikel i min krop skriger efter blot en enkelt berøring fra disse hænder. Sentis ergo sum. Du føler, derfor er jeg.
Jenny, darling, you’re my best friend
But there’s a few things that you don’t know of…..
(Source: Spotify)
Haven
Skal vi ikke få lidt jord under neglene og plante nogle træer eller blomster eller bær? Lade solen riste vore nøgne skuldre, mens vi graver i staude- eller rosenbedene, svedende, for at gøre plads til den fine, nye blomst, du har taget med hjem fra planteskolen?
“De havde faktisk ikke rigtigt noget, jeg ville ha’”. Og du lader let mundvigen glide ind i de folder, jeg bedst kan lide; et sagte smil, eller måske nærmere antydningen af ét.
“Men, jeg kunne ikke lade være med at tage noget med hjem.” Ud af bagagerummet på bilen, hiver du potteplanterne ud, som du lige har købt. Du rækker mig et par stykker. “Jeg vil gerne have plantet dem i dag”. Så smækker du rummet i, og jeg følger dig ned i haven.
Jeg ved ikke, hvorfor dit haveprojekt fascinerer mig så meget. Faktisk, havde jeg aldrig i mit liv plantet noget som helst, før jeg mødte dig. Nu graver jeg jævnligt huller til dine kære planter, fylder dem med vand, så jorden fugtes ordentligt igennem, inden den skal tage imod en ny logerende. Havearbejde sagde mig ikke det mindste, men nu er mine fingre så grønne, som bøgebladene.Jeg slog kun græs, når jeg blev bedt om det, ikke gratis, vel at mærke. Måske havde jeg svært ved tanken om, at man egentligt foregiver at kunne tæmme naturen - anlægge små fine bede, hvor intet slår rødder, der ikke har fået lov. Jeg syntes velsagtens, det var en morbid tanke. Mest af alt, fordi det er umuligt, og havearbejdet aldrig ender; der vil altid være et skvadderkål eller en mælkebøtte, der er til gene og skal hives op. Men man kan aldrig hive alt med, og der vil altså altid være lige akkurat nok til, at problemet igen vil opstå. Det er en evig kamp, man aldrig kan vinde, fordi man er oppe mod kræfter, man slet ikke kan overskue. Så hvorfor overhovedet gå ind i den?
Men så, den første sommer vi delte, lettede jeg blikket fra en eller anden modernistisk roman, og fikserede det på dig, knælende foran dine elskede vibeæg, og hvad du ellers har dernede, i færd med at løsne ukrudtet fra jorden, Du rejste dig, fattede greben, og stak den ned, trampede dernæst på den med en fod, så du kunne vende jorden, løfte den op, og gøre den fri for ubudne gæster. Måske var det den ihærdighed, der så tydeligt skinnede fra dig. Måske var det dine overarmes konturer i strålerne fra den stegende sol. Det er også ligemeget, hvad det var. Jeg lagde i hvert fald min bog fra mig og gik resolut ned til dig.
